Korttidsgærede fortificerede vine fra Portugal, som får et skvæt druesprit for at styre restsukkerindholdet, alkoholprocenten og den sødlige smag, kommer fra forskellige områder i Portugal: Portvin fra Porto omkring Duoro floden, Vinho Madeira fra øen Madeira, diverse typer af Moscatel-vine fra Nord- og Østportugal – og fra Carcavelos.
Carcavelos er fra området af samme navn, der ligger tæt på Lissabon og Tejo floden. De udsøgte, fortificerede vine dyrkes i et område omkring Carcavelos by, der nu er helt omringet af byggeri. Villa Oeiras er den eneste rigtige producent, der er tilbage i området. Vinene lagres 15 år på egetræsfade.


